Generalforsamlingen i Foreningen Lundbyweb torsdag
den 19. september 2002 i Medborgerhuset Lundby vedtog, at Lundbys internetportal fremover
skal administreres af en redaktør, som er ansvarlig overfor presseloven
og foreningens generalforsamling. Til denne post valgtes Peter
Sten Hansen.
Generalforsamlingen vedtog, at bestyrelsen kun skal bestå af tre personer
indtil næste års generalforsamling i marts 2003. Bestyrelsens
vigtigste opgave bliver at give redaktionen ideer til udvikling af Lundbys
internet-portal.
I sin beretning takkede næstformand Peter Sten Hansen den tidligere formand Peter Jensen
for hans store arbejde i forbindelse med foreningens oprettelse i marts 2001.
Peter Jensen trak sig fra sine poster på grund af manglende tid i maj
måned 2002. Ligeledes var der stor tak til de afgående bestyrelsesmedlemmer
Mads Mellergaard, René Madsen og Stine Prier Jensen.
I sin beretning kunne Peter Sten Hansen fortælle, at de seneste ugers
nyskabelser på Lundbyweb har øget trafikken betragteligt. I snit
besøges Lundbys internetportal lige for tiden af mellem 30 og 40 kunder
om dagen - et tal der er kraftigt stigende.
Økonomien i foreningen er sund, kunne kasserer Winnie Hansen berette
- omkring 25 erhvervsdrivende og foreninger er medlem af Foreningen Lundbyweb,
der ejer og udgiver internetportalen www.lundbyweb.dk.
Peter Sten Hansen, blev efter generalforsamlingen på et bestyrelsesmøde
valgt som ny formand for Lundbyweb. Kassereren Winnie Hansen blev genvalgt
og til bestyrelsen valgtes i øvrigt Birgit Duus, Blomstershoppen i
Lundby.
Peter Sten Hansen repræsenterer Lundby Menighedsråd i Foreningen
Lundbyweb, mens Winnie Hansen repræsenterer Foreningen til Bevarelse
af Sydsjællandske Egnsretter. Mads Mellergaard, hidtidig sekretær
i bestyrelsen, valgtes som suppleant til den nye bestyrelse.