1. Navn og hjemsted
1.1. Foreningens navn er ”Foreningen Lundbyweb og 4750Avisen”
1.2. Foreningens hjemsted er de fem nordlige sogne i Vordingborg kommune,
Svinø, Køng, Sværdborg, Udby og Lundby.
1.3. Foreningens formål er at udgive web-portaler, aviser samt evt. andre
medier. Formålet med vores udgivelser er via effektive informationskilder at
yde vores bidrag til at styrke og udvikle hele 4750-området, så det kan
blive et endnu bedre sted at bo og virke i.
1.4. Bestyrelsen påser, at foreningens udgivelser ikke indeholder stof eller
linker til stof, der indeholder injurierende, rascistisk, pornografisk eller
på anden måde anstødeligt materiale.
1.5. Som medlem af "Foreningen Lundbyweb og 4750Avisen" kan optages
handlende, organisationer, institutioner, foreninger, erhvervsdrivende og
privatpersoner, bosat eller erhvervsdrivende i de fem sogne Lundby, Køng,
Svinø, Sværdborg og Udby eller i 4750området. Medlemmer betaler et
kontingent, fastsat af generalforsamlingen.
2. Generalforsamlingen
2.1. Generalforsamlinger – både ordinære og ekstraordinære – holdes i et af
de fem sogne og indkaldes med 14 dages varsel ved meddelelse til samtlige
medlemmer.
2.2. Foreningens ordinære generalforsamling afholdes hvert år
inden 1. april.
2.3. Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal omfatte:
a. Valg af dirigent
b. Valg af referent
c. Beretning om årets virksomhed
d. Forelæggelse af årsregnskab med revisionspåtegning til
godkendelse
e. Forelæggelse af budget for det kommende år, herunder kontingent
f. Beslutning om anvendelse af overskud eller dækning af tab i henhold
til det godkendte regnskab.
g. Valg af bestyrelse (der vælges mellem 3 og 7 bestyrelsesmedlemmer,
alt efter generalforsamlingens beslutning). Bestyrelsen konstituerer sig med
en formand, en kasserer og en sekretær.
h. Valg af revisor og revisor-suppleant
i. Evt.
2.4. Ekstraordinære generalforsamlinger
skal afholdes, når bestyrelsen eller revisor finder det hensigtsmæssigt.
Endvidere skal generalforsamling indkaldes inden 4 uger, når det til
behandling af et bestemt angivet emne skriftligt forlanges af mindst 25 procent
af foreningens medlemmer.
2.5. Ethvert medlem har ret til at få et bestemt emne behandlet på
generalforsamlingen, såfremt han skriftligt fremsætter krav herom
over for bestyrelsen senest 3 uger før generalforsamlingen.
2.6. Indkaldelser til generalforsamlinger - både ordinære og ekstraordinære
- skal indeholde dagsorden og de forslag, der skal behandles på den
pågældende generalforsamling.
2.7. Såfremt forslag til vedtægtsændringer skal behandles
på generalforsamlingen, skal forslagets væsentlige indhold angives
i indkaldelsen.
2.8. På generalforsamlingen har hvert medlem 1 stemme. Der kan stemmes
pr. fuldmagt. Dog kan et medlem højst medbringe 1 fuldmagt.
2.9. Beslutninger på generalforsamlinger vedtages med simpelt stemmeflerhed,
med mindre andet er bestemt nedenfor eller i lovgivningen. I tilfælde
af stemmelighed bortfalder et forslag.
2.10. Til vedtagelse af beslutninger om vedtægtsændringer eller
foreningens opløsning kræves, at 1 mere end halvdelen af foreningens
medlemmer er til stede på generalforsamlingen samt at 2/3 af de fremmødte
stemmer for vedtægtsændringen eller forslaget om opløsning
af foreningen. Er der ikke repræsenteret mindst 1 mere end halvdelen
af foreningens medlemmer på generalforsamlingen, men forslaget ikke
desto mindre vedtaget med 2/3 flertal, kan der snarest muligt indkaldes til
en ny generalforsamling, hvor forslaget kan vedtages med 2/3 flertal af de
fremmødte, uanset hvor mange der er mødt op. Indkaldelse til
den anden generalforsamling kan ikke foretages før den første
er afholdt, og det skal i indkaldelsen angives, hvilken beslutning, den første
generalforsamling har truffet.
2.11. Om det på generalforsamlingen passerede, herunder navnlig trufne
beslutninger, skal der optages en beretning i foreningens forhandlingsprotokol,
der underskrives af både dirigenten og de tilstedeværende bestyrelsesmedlemmer.
2.12 Ved foreningens opløsning vedtager generalforsamlingen, hvordan
foreningens evt. formue skal fordeles. Formuen skal tilfalde almennyttige
folkeoplysende foreninger i foreningens virkeområde.
3. Bestyrelse
3.1. Foreningen ledes af en af generalforsamlingen valgt bestyrelse på
3-7 medlemmer. Bestyrelsen vælges for et år ad gangen, men kan
genvælges.
3.2. Bestyrelsen vælger selv sin formand, kasserer og sekretær.
Formanden sammenkalder bestyrelsen, leder dens forhandlinger og drager omsorg
for, at de på møderne trufne beslutninger (som indføres
i forhandlingsprotokollen) føres ud i livet. I tilfælde af stemmelighed
gør formandens stemme udslaget.
3.3. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af samtlige
medlemmer er tilstede.
4. Tegningsret
4.1. Foreningen tegnes af 3 medlemmer af bestyrelsen i forening.
5. Regnskabsår og revision
5.1. Foreningens regnskabsår er fra 1/1- 31/12. Første regnskabsår
udløber den 31. 12. 2001.
5.2. Foreningens regnskaber revideres af en af generalforsamlingen for et år
ad gangen valgt revisor.
5.3. Regnskabet opgøres i overensstemmelse med god regnskabsskik.
Ovenstående vedtægter er godkendt på den stiftende generalforsamling
i Foreningen Lundbyweb i Lundby den 21. marts 2001 og senest revideret på to
generalforsamlinger i 2004, nemlig den ordinære mandag den 8. marts og den
ekstraordinære torsdag den 25. marts.
| Læs om den seneste generalforsamling | Tilbage |