- Det er - som der står i det seneste nummer af 4750Avisen - lokalbefolkningen, der selv lukker den lille butik.
Det siger uddeler i Dagli'Brugsen i Køng Knud Erik Lund, som i de seneste tre år har forsøgt at banke en levedygtig butik op på Bygaden i Køng.
Knud Erik Lund siger, at Dagli'Brugsens problem er, at man har et ensidigt salg af kioskvarer, tobak og drikkevarer.
- Og det tjener vi ikke meget på. Jeg har forsøgt at indføre et sortiment af ferskvarer, som der er en bedre avance på, men det har slet ikke været nok, siger han.
Knud Erik Lund er ikke den, der fører en evt. anden butik videre

i lokalerne på Bygaden i Køng.
- Jeg søger andre græsgange, siger han, men er i øvrigt positiv, men meget skeptisk over for mulighederne for at andre kan føre butikken videre.
- Det er da fint, hvis nogen kan, men jeg tvivler. Brugsforeningen sidder huslejefrit, fordi vi har betalt huset. En ny købmand eller kioskejer skal også forrente en husleje. Det forekommer usandsynligt, at det kan gå, når vi ikke engang kunne få det til at løbe rundt uden husleje, siger Knud Erik Lund, der ligesom Jens Hallqvist, formand for bestyrelsen, understreger, at det er generalforsamlingen den 15. november, der afgør, om Dagli'Brugsen i Køng skal lukke.
- I øvrigt har plakaten og omtalen af den forestående lukning fået mange flere til at komme i butikken, smiler Knud Erik Lund en smule træt, for nu er det jo ligesom for sent.
Retur
Formandens kommentar
Lokalbefolkningen har svigtet os