Svend Gønge-skolen og Sværdborg Sogneskole får gratis bibler af fem menighedsråd
De fem menighedsråd i de fem sogne, der sender elever til Svend Gønge-skolen i Lundby og Sværdborg Skole i Over-Vindinge, har besluttet at forære de to skoler et klassesæt bibler hver - ganske gratis, fortæller det nye september-november-nummer af Kirkebladet for Sværdborg og Lundby Sogne.
Foræringen sker i samarbejde med Det Danske Bibelselskab, som tilbyder biblerne til halv pris til de menighedsråd, der ønsker at betænke deres skoler med biblerne. Og det har Sværdborg, Køng, Svinø, Udby og Lundby Sogne ønsket. Svend Gønge-skolen får et klassesæt på 30 bibler og Sværdborg skole får 25.

Skoleleder kommenterer

Skoleleder på Svend Gønge-skolen Mogens Frandsen har denne kommentar til den forestående gave til hans skole: På Svend Gøngeskolen er vi af menighedsrådet blevet forespurgt om vi kan gøre fornuftig brug af et nyt klassesæt af biblen. Mange vil vide, at det ofte er meget svært for os på skolerne, at skaffe tilstrækkelig store beløb til indkøb af undervisningsmidler, og vi er derfor særdeles taknemmelige for menighedsrådets planlagte gave – især da det eksisterende sæt er særdeles slidt og ikke særligt indbydende at arbejde med. Både navn og indhold i faget kristendomskundskab diskuteres intenst i disse
tider. Fra den overordnede indholdsbeskrivelse af faget (Centrale kundskabs- og færdighedsområder) kan det imidlertid i denne sammenhæng være på sin plads at nævne, at faget skal indeholde ”centrale fortællinger fra Gamle og Ny Testamente, således at fortællingernes sigte, sammenhæng og perspektiv kommer frem”. I denne sammenhæng – og i mange andre – er gaven fra menighedsrådet særdeles velkommen. Så vidt Mogens Frandsen, Svend Gønge-skolen, som til november modtager et klassesæt på 30 bibler. Den noget mindre Sværdborg Sogneskole modtager 25. De fem menighedsråd håber, at bibelgaven kan være med til at sætte yderligere fokus på kristendoms-undervisningen på de to skoler, og håber at det gode samarbejde, der i forvejen eksisterer mellem skole og kirke i vore sogne kan blive endnu mere udbygget.
Sådan ser den ud, den nye skole-bibel.
Se flere nyheder