Historien om
amerikaner-husene

Lundby Hovedgade 93 og 95

Og sådan ser det jo ud i dag, Lundby Hovedgade 95 med Lundby Kiosken og Lundby Apotek
Niels Christopher Andersen og Karen Marie Larsen var gårdmandsfolk i Sværdborg. Sammen fik de fem sønner, hvoraf de to snart viste sig at have gode evner for at arbejde med træ. At disse sønner senere skulle sætte deres præg på Lundby Hovedgade, var der vist ingen, der havde anet i 1890, hvor begge endnu gik hjemme på gården hos forældrene som henholdsvis snedkersvend og lærling.
Anders og Ole hed de. Bror Jacob, der hellere svang pensel end hammer og høvl, var da fløjet fra reden.
Efter århundredskiftet 1900 sejlede de alle tre til Amerika.
Lundby Hovedgade nr. 95, tv





















Ældre foto af det østre amerikanerhus


Boghandler Jørgen Eriksen

Jørgen Eriksen, der havde været i lære i Odense, åbnede en meget velassorteret butik, og især var der gode muligheder for salg af lærebøger, idet eleverne på landbrugsskolen og på realskolen få meter derfra jo selv skulle anskaffe de skolebøger, der blev brugt i den daglige undervisning. Jørgen Eriksen var en meget entusiastisk fotograf, og han efterlod en stor samling amatørbilleder, som sønnen Svend overlod Lundby Sognearkiv midt i 80'erne. Desuden fik han fremstillet en del smukke postkort med motiver fra Lundby og omegn.
Boghandler Torben B. Brinth
Boghandler Torben B. Brinth, der den 1. juli 1961 overtog og videreførte forretningen, havde en bred uddannelse bag sig. Blandt havde han været ansat i det store engelske boghus W&G Foyles Ltd. i London.
Forretningen skiftede naturligvis karakter med årene, nye produkter gik ind i sortimentet, og især efter tilbygningen mod nord præsenterede bogladen sig flot, moderne og alsidig. Sensommeren 1992 valgte Brinth at stoppe, og der blev indrettet kiosk i det store lokale, i starten af John og Jane Petersen, Lundby, og fra 1994 af Marlene Christensen, ligeledes Lundby.
I marts 2000 kom Lundby Kiosken - som så mange andre i kiosker i Danmark - på ikke-danske hænder, idet Akram Butt købte og fortsatte butikkens drift.
Lundby Hovedgade 95 th.
Tandlægerne Anna Bagger og Stefana Andresen
I den højre forretning har omskiftelserne været større! 1924 indrettede tandlæge Anna Bagger klinik, og hun betjente sognets borgere, blandt andet med bor, der var drevet med en fodpedal. Sådan var det dengang. Lyden var en dyb snurren, og det var med at holde ud, for det gik jo ikke så stærkt som i dag.
Efter fru Bagger havde tandlæge Stefana Andresen praksis i lokalet, udover klinik i Næstved.
Købmand og Doktor Mune
Først i 1929 blev der indrettet egentlig forretning, nemlig købmandsbutik. På første sal havde læge Mune klinik, indtil lægeboligen Lundby Hovedgade 104 blev bygget.
Den første købmand hed Kai Larsen. Han var søn af førstelærer Larsen på Svinø. Hans solgte i 1935 til købmand Olaf Bennetzen og flyttede til Bornholm.
Købmand Bennetzen overtog en solid forretning, som han førte videre med stor faglig dygtighed, blandt andet havde han efter sin uddannelse været i Hamburg for at erhverve sig en omfattende specialviden om kaffe.
Mange varer kunne friste og tilfredsstille byens borgere, blandt andet kul, koks og briketter, og Esso havde en stander foran købmand Bennetzens forretning.


Højland, Preben Jensen og Købmand Lau

Anders Nielsen og fru Christine fik kun én datter, nemlig Margrethe. Hun havde giftet sig med en grosserer, ved navn Højland Christensen. Han ejede en række butikker, der alle hed "Højland". Efter mandens død solgte hun kæden. På et tidspunkt, da det var umuligt at leje butikken ud, overtog Margrethe Højland Christensen forretningen og åbnede under navnet "Højland", og i den periode gjorde hun brug af indkøbsmulighederne i den gamle kæde.
Anders Nielsen optrådte i den tid som bydreng. Han cyklede rundt med varer på sin "Long-John". Han var ikke bleg for at give en hånd med og var en meget respekteret og anset person. Han var blandt andet valgt ind i sognerådet.
Købmand Preben Jensen havde forretningen i 50'erne, men i 1957 købte Laurits Nielsen, i daglig tale "Købmand Lau", butikken, som han havde i en kortere årrække.

Købmand Kaj Weber
Den 1. maj 1960 kom købmandsparret Kaj og Bodil Weber til Lundby. Efter i fem år at have drevet forretning under mere beskedne former på Lundby Hovedgade 111, flyttede de forretningen til amerikanerhuset, hvor der i fire år blev rakt kolonialvarer over disken, inden Weber flyttede igen - denne gang til Kaj Lykkesvej.
Møntvaskeri
Nu bankede nye tider på døren, og et møntvaskeri med rulle, vaskemaskine, centrifuge og tørretumbler blev etableret til gavn og glæde for de lokale beboere, der nu let kunne få rullet fest- og juledugen eller få vasket og tørret tøjet - også selv om det regnede.
Efterhånden blev det dog mere og mere almindeligt, at der blev installeret lignende faciliteter rundt omkring i de små hjem, og vaskeriet var ikke længere rentabelt.
Apotek
Derimod var der et voksende salg af medicin, og da apoteket længere nede ad Hovedgaden blev lukket ved apoteker Jensens død, åbnede Lundby Apotek, en filial af Vordingborg Apotek, i amerikanerhuset i 1981.
Lundby Hovedgade nr. 93

 



Lundby Hovedgade 93 som det tager sig ud i dag med Salon Krøltoppen og Pizzeria

Lundby Hovedgade nr. 93 blev bygget i 1935. Også her var Anders Nielsen bygmester.
Endelig havde han fuldendt sit projekt, der gik ud på, at han ønskede at se på noget særegent og flot, når han kørte ud af sin indkørsel Lundby Hovedgade 88.
Frisørsalon
Dette hus kom fra starten til at huse en frisørsalon. Den første var Christian Frederik Jensens Herre- og Damesalon. Oprindeligt blev denne salon startet i 1929 i købmand Johansens ejendom, men straks efter færdiggørelsen af det nye hus, flyttede Jensen skråt over gaden. Her indrettede barbermesteren både dame- og herresalon.
Kort efter etablerede ægteparret Christoffersen sig i salonen, således at Frode Christoffersen barberede og klippede byens og omegnens herrer i salonen ud mod hovedgaden, mens fru Meta klippede og krøllede damerne i det bageste lokale.
Efter Christoffersens død i ca. 1940 lejede barber Georg Nielsen sig ind i salonen, indtil parret Asta og Carl Bengtson igen delte kunderne mellem sig.
De købte dog senere villaen Dyssebo længere oppe ad hovedgaden og indrettede salon i stuerne mod vejen.
I 1960'erne var det K. Holm, der satte damernes frisurer, og derefter fortsatte Annelise Jensen med Annelises Damesalon, som mange sikkert vil kunne huske.
Endelig - siden 1. januar 1980 - er det Else Christensen, der i Salon Krøltoppen udvirker, at mange - både damer og herrer - ser veltrimmede ud i bybilledet.
Manufakturforretning
I lokalerne til højre var der fra starten manufakturforretning. Den første var Ester Balleby, der flyttede ind efter i nogen tid at have solgt trikotage fra Lundby Hovedgade 76. Under og efter krigen var det svært at få varer i en ordentlig kvalitet og mængde, så i foråret 1950 solgte fru Balleby forretningen til "Kontantforretningen" i Vordingborg, og den tidligere ejer blev således bestyrer af filialen i Lundby, indtil hun i efteråret 1950 rejste fra Lundby for at blive direktrice på Kamfabrikken i Vordingborg.
Efter Ester Balleby var Ingeborg Wulff at finde bag disken, indtil søstrene Andersen fortsatte i 1955. Marie og Margrethe Andersen handlede med nål og tråd, nattøj og undertøj, strømper og bleer, garn og forklæder, og der lå også ruller med forskellige stoffer.
Da søstrene Andersen valgte at stoppe i 1973, blev der indrettet revisionskontor i lokalet. Først af revisor Henning Karlsen, Lundby, og siden kom KLC-Revision til. I 1996 startede Ole Hückelkamp, Lundby, IT-Huset, men fra 1998 har der været pizzeria.
Tilbage til arkivets hæfter