Købmand
Sophus Lauritz Marius Andersen
En
sommerdag i 1878 steg en ung mand af toget i Lundby. Han kom fra København,
hvor han var født 30 år tidligere. Hans navn var Sophus Lauritz
Marius Andersen, og den unge mand var både dygtig og driftig. Han
var købmand, og han havde mod på tilværelsen.
Hovedgaden 45 står der på bagsiden af dette foto af Sophus
Lauritz Marius Andersens Købmandsgård. Ejendommen, der indtil
2001 indehavedes af El-installatør Ebbe L. Nielsen.
Købmandsgården
I
1880 var han bosat i Købmandsgården vest for og tæt
ved banen, et sted hvor der i de kommende år skulle blive liv og
virke med mejeri, bryggeri, et større maskinværksted, der
producerede landbrugsmaskiner på bestilling samt flere detailforretninger.
Og så var der jo heller ikke så langt til kroen.
Og så var der jo heller ikke så langt til kroen.
Sophus
Andersen var ungkarl, og som husbestyrerinde havde han i 1879 ansat Ane
Kristine Johannessen. Hun var født i Lundby den 12. februar 1851
som datter af indsidder Johannes Nielsen og hustru Karen Madsdatter. Moderens
familie var i øvrigt vævere.
Som
ældste pige i familien havde lært hun at rubbe neglene,
og på købmandsgården var der nok at se til.
Måske så hun også langt efter Andersen, men han havde
andre planer, for på kroen havde gæstgiver Niels Hansen
og hustru Anna Kristella Larsen fæstet en pige fra krofatters
eget sogn, Nørre Broby på Fyn. Sjovt nok var de halvsøskende,
og storebror har vel fristet lillesøster med et spændende
arbejde på kroen.
Hovedgaden
45 - købmand Sophus Lauritz Marius Andersens købmandsgård
i Lundby.
Denne
pige var kommet til Lundby i 1877. Hun hed Marie Petersen, og hun kunne
nok få Andersen til at komme til baller på den forholdsvis
nye kro, der var opført i 1872.
Det kunne sikkert også hænde, at købmanden i ny og næ følte trang til at slukke sin tørst efter en lang arbejdsdag - i hvert fald de aftener, hvor Marie skulle arbejde i krostuen.
I 1882 blev parret gift, og i løbet af de næste 17 år kom der i sandhed liv i købmandsgården.
Ikke kun af kunder og travle kommisser, men også af børn. Seks piger og tre drenge voksede op i huset. Kun en dreng nåede ikke at blive voksen.
Allerede fra omkring 1890 ansatte Andersen unge fornuftige piger som "lærerinder" til at tage sig af børnenes lektielæsning og opdragelse.
Ud over "lærerinden" var der hele tiden fæstet to unge piger. Der har været nok at hjælpe fru Marie med i den daglige husførelse.
Det kunne sikkert også hænde, at købmanden i ny og næ følte trang til at slukke sin tørst efter en lang arbejdsdag - i hvert fald de aftener, hvor Marie skulle arbejde i krostuen.
I 1882 blev parret gift, og i løbet af de næste 17 år kom der i sandhed liv i købmandsgården.
Ikke kun af kunder og travle kommisser, men også af børn. Seks piger og tre drenge voksede op i huset. Kun en dreng nåede ikke at blive voksen.
Allerede fra omkring 1890 ansatte Andersen unge fornuftige piger som "lærerinder" til at tage sig af børnenes lektielæsning og opdragelse.
Ud over "lærerinden" var der hele tiden fæstet to unge piger. Der har været nok at hjælpe fru Marie med i den daglige husførelse.
Købmanden
havde ligeledes travlt. Ikke kun sukker og mel - altså kolonialvarer
- gled over disken, men også korn, foderstoffer, kul og trælastvarer
hørte med til gårdens sortiment. En annonce i avisen i 1893
fortæller, at der er kommet en vognladning fede sild af ekstra god
kvalitet, som sælges billigt hos Sophus Andersen.
Købmand
Andersen havde flere folk i sit brød, også mennesker langvejs
fra. F.eks. ansatte han i 1880 ungkarl Niels Christianssøn, der
var født i Halland i Sverige, og når Ane Kristine ikke kunne
få husbond, måtte hun tage svenskeren. De blev gift den 8.
juli 1881 i Lundby Kirke.
Købmanden
investerede også i jord. Rundt omkring købmandsgården
havde han alene - eller sammen med andre - opkøbt grunde, som han
senere kunne sælge, for udvikling var der jo, og man troede på
fremtiden.
De fleste af købmandsgårdens varer kom selvfølgelig med banen, for selv om turen til hovedstaden varede tre timer og fem minutter, var det dog hurtigere end med hest og vogn.
I 1895 blev Andersen selvejer, idet han af enkefru Christiane Brandt, Næstved, købte købmandsgården, som han hidtil kun havde forpagtet.
Ligeledes erhvervede han magasinet (bygningen nord for den gamle kro) for yderligere lagerplads.
Det gik godt for ham, og han var i 1896 sognets næststørste skatteyder. Kammerherren på Lundbygård var dog langt den største.
I 1919 solgte Sophus Lauritz Marius Andersen købmandsgården til Erik Gissemann. Han førte forretningen videre, og i annoncer fra 1925 kan man se, at han både handlede med kakkelovne, klipfisk og ammunition. Foruden - selvfølgelig - alt det andet.
De fleste af købmandsgårdens varer kom selvfølgelig med banen, for selv om turen til hovedstaden varede tre timer og fem minutter, var det dog hurtigere end med hest og vogn.
I 1895 blev Andersen selvejer, idet han af enkefru Christiane Brandt, Næstved, købte købmandsgården, som han hidtil kun havde forpagtet.
Ligeledes erhvervede han magasinet (bygningen nord for den gamle kro) for yderligere lagerplads.
Det gik godt for ham, og han var i 1896 sognets næststørste skatteyder. Kammerherren på Lundbygård var dog langt den største.
I 1919 solgte Sophus Lauritz Marius Andersen købmandsgården til Erik Gissemann. Han førte forretningen videre, og i annoncer fra 1925 kan man se, at han både handlede med kakkelovne, klipfisk og ammunition. Foruden - selvfølgelig - alt det andet.
TAMA
Gissemann
solgte i 1936 forretningen til Tage og Mathilde Jensen, og forretningen
kaldtes da TAMA. De havde kun butikken i to år, men udnyttede tiden
godt, og bag de blændede vinduer i den vestlige del af bygningen
startede de en margarinefabrik.
Jens Christian Petersen havde købmandsforretningen fra 1938. Han og hustruen Ane ekspederede i den velassorterede forretning, der havde den karakteristiske lugt af friskmalet kaffe, spegesild og krydderier.
På fortovet var der benzinstandere til biler og knallerter.
Jens Christian Petersen havde købmandsforretningen fra 1938. Han og hustruen Ane ekspederede i den velassorterede forretning, der havde den karakteristiske lugt af friskmalet kaffe, spegesild og krydderier.
På fortovet var der benzinstandere til biler og knallerter.
Lundby
Hovedgade 45, ejet af Esther Olsen 1960-1970.
I
slutningen af 1960 overtog Esther Olsen forretningen. Også hun havde
de fine skinnende kaffehjul i vinduet, alle grynprodukter i små
skuffer og petroleum i bagbutikken. Alt dette varede ved, indtil huset
blev solgt til el-installatør Ove Nielsen i 1970.
Købmandsgårdens glorværdige æra var for evigt forbi.
Bygningen ændrede fuldstændig udseende. De rundbuede vinduer blev erstattet af mere moderne forretningsvinduer, og købmandsinventaret blev afløst af moderne el-installationsvarer.
I 1972 skiftede bygningen igen ejer, idet installatør Ebbe og Ingelise Nielsen nu blev de unge forretningsfolk, der skulle prøve lykken i Lundby. Forretning drev de i ejendommen frem til 2001, hvor butikken lukkede.
Købmandsgårdens glorværdige æra var for evigt forbi.
Bygningen ændrede fuldstændig udseende. De rundbuede vinduer blev erstattet af mere moderne forretningsvinduer, og købmandsinventaret blev afløst af moderne el-installationsvarer.
I 1972 skiftede bygningen igen ejer, idet installatør Ebbe og Ingelise Nielsen nu blev de unge forretningsfolk, der skulle prøve lykken i Lundby. Forretning drev de i ejendommen frem til 2001, hvor butikken lukkede.