Andelsmejeriet Lundby
Der hvilte over landet
og landets mælkeri
i vore fædres tider
så skøn en poesi
Det nye og moderne
man kendte knap af navn.
Og der var aldrig tale
om malkepigesavn.

Mejeriet fotograferet 1911
I spanden Sidsel sendte
den hvide mælkestrøm.
Hun vædede den hule hånd
når den blev alt for øm.
En sjat fra mælkespanden
hun gav til gårdens kat,
og resten under loftet
i fade hen blev sat.
Den mælk i bondens stue
trak fløde fed og grå
og stuens støv sig lagde
så fin og let derpå.
Når fløden så var skummet
forsigtigt fad for fad,
den i alkovesengen
sig fik sin varmegrad.
Før solen steg i østen
stod karl og pige op
og snart klang træskojernet
på grebningsstenens top
Mens Søren muged øget
sad Sidsel på sin stol
og sled i koens yvertøj
og morgenhanen gol.
Og så blev der en kærnen,
man hev den kærnestav,
og hev og hev - men ofte
slet intet smør den gav.
- Ja det var i de dage,
da der var poesi;
Nu er man så moderne
med andelsmejeri.
I denne sang, der er skrevet af en forbruger i anledning af Andelsmejeriet Lundbys 25 års jubilæum, fortælles om fortidens mælkeromantik, hvor den nymalkede mælk blev henstillet under loftet, så den lette fløde kunne samle sig øverst i et tykt lag, der så senere kunne skummes med flade træskeer.
At støv og skidt og møg også lagde sig, hørte til naturens eller stuens orden.
 
Varierende kvalitet og smag
Rundt omkring på gårdene blev der kærnet smør, men dette smør var af megen varierende kvalitet og smag. Nogle steder i landet blev smørret opkøbt af købmanden, der så blandede det ehel inden videresalg.
På mange herregårde havde man sit eget mejeri. Således også på Lundbygård, vhor man i Folketællingen af 1890 kan se, at der var en mejeriforpagter, en lærermejerske, 2 mejerielever, 3 mejeripiger samt en forhenværende mejerske. Desuden var der ca. et dusin malkekoner, der to gange om dagen malkede godsets besætning. Kravene til bedre kvalitet og hygiejne var stigende i slutningen af forrige århundrede. Andelsbevægelsen blomstrede rundt om i landet, og i 1898 kom den også til Lundby.
Parcellist Morits Petersen fra Øager foran mejeriet
På et stykke jord tæt ved banen solgt af gdr. Hans Larsen, Transinggård, opførtes Andelsmejeriet "Lundby". En gedigen rødstensbygning, der i de kommende 65 år skulle komme til at give plads for indvejning af mange mange millioner liter mælk fra omegnens leverandører - store som små. Mejeriets første formand var initiativtageren, kammerherre Collet, Lundbygård, og ved hans død overtog gdr. Hans Jacob Hansen, Gl. Lundby, formandsposten, som han bestred i ikke mindre end 42 år.
Mejeribestyrerne
Mejeribestyrerne var veluddannede folk, ikke mindst Anders Christian Jensen, som i 1918 kom til Lundby. Han modtog bl.a. ærespræmie for smør i 1923 og flere sølv- og bronzemedaljer for mejeriprodukternes gode kvalitet. Ved Anders Christian Jensens 25 års jubilæum som mejeri-bestyrer skrev den lokale festsangspoet, sognefoged Inge- mann Petersen, Gl. Lundby:
På mejeriet var det også muligt at få et bad. I årsregnskabet fra bl. a 1938 står anført en indtægt: Solgt badebilletter og is. Isen var ikke desserten ved lørdagsmiddagen, men isblokke til isskabet hjemme i køkkenet.
Da gdr. Hans Jacob Hansen stoppede med formandsposten i 1950, blev den overdraget til gdr. Henry Jensen, Tornkær, og mejeriets sidste formand var gårdejer Bernhard Hansen, Konakkegård.
Mejeriet fotograferet 1917
Under krigen havde mejeriet selvfølgelig visse energiproblemer ligesom mange andre virksomheder i landet. Heldigvis var der ikke langt til det sorte guld - tørven - ude på mosen mellem Lundby og Køng. Behovet for tørv og briketter var så stort, at man i 1940 byggede et tørvehus på mosen. Samme år brugtes 374 ton tørv! Foruden stødbrænde og kul. I driftsregnskaberne står også anført smørtræer, smørsalt, smørfarve, syrevækker, pergament, mærkestave m.m. Smørfarve er ikke nødvendig af smagshensyn, men af æstetiske grunde. Mælken får farve efter køernes foder, og var det karotinholdigt, blev smørret pænt gult. Men om vinteren var kosten anderledes, og smørret blev blegt. Da forbrugerne ønskede et ensartet produkt, blev fløden farvet med karotin, et stof, der især findes i gulerødder. Der blev også anvendt en mørk olieagtig væske,der var fremstillet af frøene fra orlean-træet, en lille busk,der vokser i de tropiske egne.
Mærkestavene var træstave med lurmærket på. De blev indkøbt og afleveret til bødkeren, som så fremstillede smør- træet, en drittel i bøgetræ med vidjebånd om. Et smørtræ kunne indeholde ca. 50 kg smør. I bunden og toppen af dritlen blev indlagt en stykke pergament ligeledes med lurmærket på. Kvalitetsmærket for det danske smør.
Lundby Mejeri
Andelsmejeriet "Lundby var ikke noget stort mejeri. Ud over mejeribestyreren var der en mejerist og en elev og så selvfølgelig kuske til afhentning og udbringning af mælk og skummetmælk .
Lundby Hovedgade med Skomager Olsens ejendom (Lundby Hovedgade 64) og Lundby Andelsmejeri (Lundby Hovedgade 59) før 1906 - Lundby Hovedgade 57 er ikke opført endnu!
Mængden af indvejet mælk var dalende i Lundby, og i 1963 gik mejeriet over i historien. Centraliseringen, der fandt sted overalt indenfor mejeri- driften, gjorde, at mange små mejerier ophørte. Andelshaverne og leverandørerne i Lundby blev fordelt på 3 mejerier: Ørslev, Remkolde og Ellehøj.
Tilbage til Arkivets hæfter