Minder fra 2. Verdenskrig i Norge

Tanker jeg fik ved Lundbys Mindestund den 4. maj i år.

Norge blev også besat den 9. april 1940, og blev befriet den 7. maj 1945.

Jeg blev født i Bergen, Norge, i februar 1939. Familien bestod da af mine forældre, mine to søstre på hhv. 4½ og 3 år. Da jeg var 10 mnd. gammel, flyttede vi til et 2 etagers to familiers træhus med fuld kælder. Huset lå højt oppe på toppen i Tveiterås, ca. 8 km. udenfor Bergen. Vi børn, døbte lidt senere huset for Margarinekassen, både fordi det var malet solgult og bygget i funkis stil og fordi, vi kunne se det helt nede fra landevejen når vi skulle til og fra købmand, fiskehandler eller skole. Vor postadresse hed Paradis. Ikke at dette med paradis hjalp ret meget i de følgende fem år.

Vor nærmeste nabos hus blev overtaget og invaderet af tyske officerer og husets ejer sendt til Grini, en interneringslejr i Norge. Officererne havde en hund ved navn Strop!! – sådan lød det i hvert fald i mine ører, da de kommanderede den ind om aftenen. Vor familie blev ikke generet af officererne men, vi talte heller ikke med dem. Det var der jo ingen der turde! Manden i det ægtepar der havde lejet 2. etage i fars hus, blev lidt senere hen i krigen, også deporteret til Grini. Da krigen var slut, kunne vi sammen med ham, synge med på ”Og der kommer en båd med bananer”.

Hvorfor blev det Bergen?

Far, der var født i Oslo og uddannet i nationaløkonomi på universitetet der, kunne ikke skaffe sig et arbejde i begyndelsen af 1930’erne. Han havde derfor taget sin unge kone med og bosat sig i Bergen. Han havde fået hjælp af en ungdomsven i Oslo, i form af et job i Bergen. Vennen var grosserer i tøj-branchen. Fars arbejde bestod i at være den nye opsøgende sælger i byen og hans talegaver var åbenbart gode for, inden krigen brød ud, havde han åbnet egen manufakturhandel. Den var nu lidt af en blandet affære hvor han  havde alt: Arbejdstøj og hverdags tøj, bryllupskjoler, konfirmations tøj, baby og børnetøj. Der solgtes dyner, puder, lagen, betræk, metervarer, gardiner, sytråd, tasker, soveposer og rygsække. Dette gjorde, at far under krigen kunne skaffe lidt ekstra mad i ren byttehandel med land-mænd og fiskere, for de havde madvarer men, ingen penge til tøj. Far havde tøj men, ikke mad nok til sin familie. I slutningen af krigen lavede far et kontosystem, der vistnok var det første i Norge. Det gik ud på, at kunderne kunne købe hvad de havde brug for og nøjedes med at betale a conto ca. 5% af totalbeløbet. Kunderne kom trofast en gang om ugen eller hver 14de dag og betalte 2½ eller 5 kroner indtil hele beløbet var betalt. Selv efter krigen fortsatte far med det system. Fra jeg var 14-15 år hjalp jeg sommetider til i butikken efter skoletid og blev helt rundt på gulvet og benovet hvis, en kunde kom med hele 15 eller 25 kroner på een gang! Der blev aldrig nogensinde lagt renter på, uanset hvor mange måneder eller år kunden var om at betale restbeløbet. Hvis en kunde blev arbejdsløs eller ægtemanden røg i fængsel, aftalte far med konen, at betaling kunne vente til de igen var ovenpå økonomisk.

Her er brudstykker af hvad jeg husker den dag i dag:

Fars bil og tyskerne:

Bilen var en sort Opel Kaptajn med gule fælge. Den var købt som ny i 1938 el. 39. Vi var den eneste familie der havde bil, der vi boede. Sikkert fordi, der ikke var ret mange biler at købe på den tid. En dag i efteråret 1943 fornemmede jeg, at hele familien var i et underligt humør. De var så stille og, som jeg i dag bedre kan forstå, så var de både fortvivlet og magtesløse. Alle var forsamlet i ”pigeværelse” som lå ved siden af køkkenet. Jeg trissede også derind. De stod med ryggen til og stirrede ud gennem de lukkede vinduer. En voksen kom bagfra og løftede mig op så jeg også kunne se hvad der skete. Selv om jeg kun var 4½ år blev det syn, siddende i mig. 5 tyske soldater, den ene en officer, stod udenfor den åbne garageport og diskuterede højlydt. De var godt vrede. Forklaringen fik jeg langt senere: Far var, flere gange gennem 1943, blevet spurgt om han ville sælge bilen til tyskerne, hvilket han nægtede. Nu var de kommet for at hente bilen, uanset hans protester. Men der var et problem. Far havde demonteret de 4 fælge inkl. dæk og smidt dem udfor ”stupet”, dvs. den del af haven der var så stejl, at vi børn ikke måtte komme der. Med tysk grundighed, ledte de hele området igennem og fandt det de søgte. Efter krigen blev far korrekt nok af de norske myndigheder tilbudt, at købe bilen tilbage. Der var to grunde til at far ikke gjorde det. Nr. 1. Tyskerne havde siddet i den. Nr. 2. Myndighederne fortalte, at bilen var frygteligt ramponeret og at det ville koste en formue at restaurere den. Grund Nr. 1. var sand, grund nr. 2. var en løgn, viste det sig senere. Bilen så vi børn, oppe fra ”margarinekassen”. Den var nem at genkende pga. de gule fælge og, fordi der ikke var biler at købe. Den kørte som drosje (taxi) gennem de næste 10-15 år. Ingen kunne købe bil igen før langt senere i Norge. Først engang i 1950’erne fik vi lov at købe en engelsk stationsvogn.

Tvillingebrødre og en ”grusom” barneplejerske fra Røde Kors:

I januar 1944 fødtes mine tvillingbrødre, Ola og Per. De blev født 2 måneder for tidligt og, da mor blev indlagt, opdagedes det, at hun havde; Tarmslyng, difteri og gul feber. Så, det var ikke kun fordi mine tvillingbrødre blev født for tidligt, at mor måtte blive længe på sygehuset. Jeg glædede mig usigeligt til at min mor endelig skulle komme hjem til mig! Jeg var jo mors egen kælegris, yngste barn og bare 5 år gammel. Tænk, i hælene på min mor, fulgte der en barsk ”Dadda”, en barnesygeplejerske som Røde Kors havde bestilt til mor. Hun passede meget omhyggeligt på, at ingen fik komme ind på det værelse hvor mor lå. I dag ved jeg, at det var pga. faren for smitte, at vi blev holdt væk. Men, åbenbart, gik det mig så hårdt på den gang, at jeg en dag fik listet mig til at linde lidt på døren ind til mor. Uden ret megen skælven i stemmen, fik jeg fortalt mor følgende: ”Jeg har selv set, at Dadda har taget en af tvillingerne og rystet ham ud af soveværelses-vindue og hun holdt ham kun i det ene ben!”. Jeg mente nok, at hvis mor fik det at vide, så ville hun helt sikkert sende denne grusomme og børnefjendske dame væk. Dadda blev og, jeg fik røde ører.

Forbudte radioer og ditto norsk nationalost:

Under krigen var det os forbudt at have en gedeost (nordmændenes stolte favorit ost) og at være i besiddelse af en radio. Tyskerne tog vores radio og gedeost. Naboen havde afleveret sin radio og ost, troede jeg. Men de var smarte og temmelig vovede, for de havde haft 2 radioer. Den yngste datter viste mig hvor de gemte den; i et hulrum i sofaen, i øvrig sammen med den elskede ost. Da hendes far opdagede, at hans datter havde ”afsløret” familiehemmeligheden, truede han mig med bank hvis jeg fortalte det til nogen i hele verden! Først længe efter krigen turde jeg fortælle mine forældre det.

Beskyttelsrummet:

”Margarinekassen” havde mange kælderrum. Et rum hvor der stadig fandtes rester af det bortsprængte bjerg vores hus var bygget på, blev valgt som det sikreste. Mor indrettede beskyttelsesrummet der. Efter det jeg kan huske, var det rigtigt hyggeligt og spændende derinde. Jeg vidste hvad den hylende lyd af sirenen betød men, har nok ikke i en alder af 1-6 år opfattet situationen som værende en farlig situation for mig og min familie. Rummet var uden vinduer. Ej heller var der en ovn men, vi havde stearinlys, masser af varme uldtæpper, nogle puder, klapstole, diverse dåser med mad, vandflasker og pakker med knækbrød. Min ældste storesøster Kari, var begyndt at skrive nogle spændende historier. De handlede om to norske tvillingepiger der boede sammen med indianerne i Amerika. Hvert afsnit var illustreret med livagtige og farvestrålende tegninger. Hun læste tit højt for min anden storesøster og jeg, når vi skulle sidde i rummet i flere timer.

Sild i tønde – helt bogstaveligt:

Så var der også den ”frygtelige træ tønde” der stod frit fremme på gulvet i ”hallen” i kælderen! Hver gang jeg så en af de voksne smøge ærmet helt op til over albuen - vidste jeg hvad middagen stod på den dag! De skulle hente sild der lå i saltlagen i tønden. Hver sild var i mine øjne, fyldt med millioner af bittesmå ondskabsfulde ben! I dag ved jeg, at disse sild sikkert har reddet os for diverse mangel-sygdomme sammen med den ligeså grusomme hele spiseskefuld med fed tran vi skulle indtage hver uge. Sild blev ikke mit valg før jeg i slut 1961 kom til Danmark. Her skulle jeg, via mit nye job i et dansk-amerikansk firma, introducere den berømte danske frokost for kunder fra USA. Så jeg lærte at spise en rigtig dansk frokost, dvs. sild & snaps.

Det låste kælderrum og afsløring af en stedkendt tyv:

I et aflåst kælderrum opbevaredes familiens foråd. Ingen andre end mor og far havde nøgle til døren. Inde i rummet var der fyldte såvel som tomme henkogningsglas, poser med havregryn, noget mel og flasker med hjemmelavet saft. Men, der var også et stort 10 kilos spand med honning! Spanden, husker jeg, var hvidmalet og placeret på næstøverste hylde. Låget havde været af og på mange gange, så det lå blot løst ovenpå. OK, jeg blev afsløret som husets honning-tyv! Min undskyldning i dag, må være, at jeg har haft brug for det søde stads. Specielt når vi husker tønden med saltsild!. I lange perioder havde jeg åbenbart en tendens til at tabe min mad på mit tøj. Jeg blev derfor udstyret med et lille forklæde med smæk og en stor lomme! I lommen kunne jeg gemme mit nødvendige honning redskab; en teske. Det gik fint med at brække døren til ”madboden” op. Inde i rummet var der nogle kasser jeg kravlet op på for at nå spanden med honning. Denne metode gik forrygende og ubemærket hen i ugevis ... måske var det måneder? Hvordan jeg blev afsløret? Mor opdagede en dag da hun som sædvanlig ville give med et ekstra knus, at hele det højre ærme på min bluse var utroligt klistret. Faktisk sad stadset helt op til armhulen på mig. Mor kunne lugte honning på mit tøj. Det gik kun galt fordi, der nu var sunket så meget i spanden, at jeg ikke kunne nå ned til selve honningen uden, at dele af under og overarm, strøg langs med indersiden af spanden. De voksne grinede faktisk men, satte en ny og stærkere lås på døren.

Pakker fra Danmark og Sverige:

Som krigen skred frem, begyndte vi at modtage pakker fra vore to nabolande. Vi fik mange godbidder men, det jeg husker bedst var uldstrømperne! Min ene søster og jeg fik hver et par gode, varme, brune heluldne strømper. Jeg glemmer aldrig hvordan jeg stivnede første gang jeg fik dem på. Mor spurgte hvad der var galt, men jeg kunne ikke røre mig ud af stedet. Da hun ville løfte mig op, hylede jeg som en besat. Så forstod hun og tog strømperne af mig i en fart. I stedet fik jeg et par af mors silkestrømper som jeg kunne have på indenunder de uldne - pyh, det lettede. Hold op hvor de uldne kradsede!

Mærker, rationer og sukker-historier:

Både under selve krigen og i årene efter, skulle man have Mærker for, at kunne købe forskellige typer mad. Sukker f.eks. Mor fandt på at rationere det ud til os. Mandag morgen fik vi hver vores lille gele-glas (ca. 1 dl.) fyld med sukker. Det skulle så holde til den næste ”udlevering”, den følgende mandag. Til at begynde med, var der ikke andre end min ældste storesøster der formåede at ”strække” sin portion så hun havde til søndag morgen med. Men, vi andre lærte det efterhånden. Langt senere, da jeg var blevet gift her i landet, lavede jeg mig en dejlig sukkermad. (En sukkermad består af: 1 skive brød, smurt med smør. Derpå lægges 1 ss. sukker, hvorefter det overskydende sukker snildt kan ”drysses” tilbage i skålen igen. Dette sparer på det dyrebare sukker). Hold op, hvor var det et provokerende syn for min ellers så søde danske ægtemand! Han fik historien om rationeringen at vide men, mente stadig, at det var noget af det værste han havde set på et stykke brød!

Mælk, fløde og smør:

Vi hentede mælk et par gange om ugen, både under og i lang tid efter krigen. Vi købte den fra områdets gård: Tveiterås Gård. Mælken bragte vi børn hjem i en 5 liters mælkejunge. Mælken var ikke behandlet og, vi kunne af den få, både den rene 38% piskefløde eller selv lave det dejligste smør. Den hjembragte mælk blev hældt i en stor emaljeret kumme der blev placeret på nederste hylde i køle-skabet. Vi var heldige, at vi havde et køleskab, oven i købet et med en lille isternings fryseboks. Næste morgen blev kummen taget ud i absolut helt rolige bevægelser. Manglede vi fløde, skummede vi mælkens top, yderst forsigtigt med en stor ske. Vi kunne snildt få en ½ liter piskefløde på ingen tid. Havde vi nok fløde fra sidste gang, blev den nyskummede fløde, på stedet lavet om til smør. Fløden blev hældt i et lille spand med låg og, vi børn rystede spanden efter tur. Mor checkede at det var godt nok og smørret blev skrabet ud, lagt over i en skål, hvorefter mor smagte det til med lidt salt. Umm..

Smuglerture til Sverige:

Mandler var ikke til at opdrive i Norge, heller ikke i lang tid efter krigen. Da det igen var frit at rejse, tog mor os tre piger med på toget til Oslo og videre med bus til Sverige. Dér handlede vi vildt ind. Hver af os piger fik; en pæn stor pose mandler proppet op i vores respektive hjemmestrikkede huer som derpå blev sat på vores hoved. Vi skulle bestemt ikke - hverken hoppe eller fjolle rundt, for så ville huen skvatte af og tolderen kunne komme farende. Da bussens chauffør sammen med tolderen kom til vores pladser da vi var på vej tilbage fra Sverige, var vi ved at tisse i bukserne af bar skræk. De spurgte, ikke bare vores mor men, også hver af os piger: ”Er du norsk”? ”Ja”! Men min ene søster svarede: ”Nej, jeg er fra Bergen, jeg”! Stakkels pigebarn. DEN replik har hun måttet høre for i alle år. Den sneg sig ind i hendes konfirmationssang og senere bryllups og sange til de runde fødselsdage.

De første bananer og appelsiner:

Far kom en dag hjem, stolt som en pave! Han havde fået fat i bananer! Ingen af os børn havde nogen-sinde set en så mærkelig frugt. Men vi havde jo lært sangen der handlede om en båd med bananer. Først fik vi smage en ½ banan ”bart” og, far ventede spændt på vores reaktion. Vi vidste ikke rigtig hvad vi skulle sige ... den smagte jo af...ja, af ingenting! Far tog den anden halvdel af bananen, skar den i skiver, drysset en smule sukker på og hældte mælk over og, det var en lidt større succes. Men den dag han kom hjem med de første appelsiner! Ork, de bragte til gengæld ren fryd og jubel hos alle!

Efter befrielsen i maj 1945: Vor radio og den unge tyske soldat på vejen:

Stor var den dag hvor vi fik at vide, at vi kunne hente vores ”internerede” radio i et lager på en af skolerne i området. Vi tre piger fulgtes med far. Vi hoppede hen ad fortovet i bar’ glæde. Pludselig så jeg, at far blev standset af en ung mand iført tysk uniform. De talte kort sammen og far vendte sig med et smil mod os børn og slog ud med armen. Jeg ved den dag i dag ikke hvordan mine to søskende reagerede da soldaten kom hen til dem – kun hvad jeg selv gjorde. Soldaten bøjede sig ned på knæ foran mig og rakte mig en åbnet pose slik. Det var tydeligt, at jeg måtte få et stykke. (Billedet af denne situation har fulgt mig i mange år og, jeg forstår min reaktion den gang men, efterfølgende er jeg ikke stolt af den). Jeg husker at jeg stirrede ned i posen men, lagde så begge mine hænder om på ryggen og rystede så kraftigt jeg kunne på hovedet. Soldaten nikkede, rejste sig roligt og gik videre.

Senere samme dag fortalte far hvad soldaten havde sagt og hvorfor han havde tilbudt os slik:

”Den unge soldat vi mødte i dag fortalte, at han ikke var glad da han blev sendt i krig. Han havde været tvunget til at rejse hertil og, han var nu så lykkelig over at krigen var slut fordi, det betød at han skulle hjem. Han håbede og bad til, at hans egen familie stadig var i live! Da han forlod Tyskland havde han bl.a. sagt farvel til sine to små niecer og, I tre piger mindet ham om dem! Ikke alle tyske soldater er onde mennesker, Aase”.