7
sogne

Vedtægter for Foreningen ”Syv Sogne Samarbejdet”

§ 1. Foreningen ”Syv Sogne Samarbejdet” omfatter følgende sogne:
Beldringe, Bårse, Køng, Lundby, Svinø, Sværdborg og Udby.

§ 2. Foreningen er et frivilligt samarbejde mellem de syv sogne.
Hvert sogn er repræsenteret i foreningen med to repræsentanter. Disse repræsentanter og suppleanter herfor udpeges af det enkelte sogns borgere.

§ 3. Formålet med samarbejdet er at sikre sognenes fortsatte alsidige udviklingsmuligheder og at sikre, at sognenes synspunkter og ønsker bliver fremført med større gennemslagskraft end de enkelte sogne kan gøre alene.

§ 4. Syv Sogne Samarbejdet er en partipolitisk uafhængig organisation. Derfor må sekretariatsmedlemmerne ikke offentligt udtrykke partipolitiske holdninger, der kan sættes i forbindelse med Syv Sogne Samarbejdet.

§ 5. Samarbejdet kan kun tage de emner op, der er enighed om blandt sognenes repræsentanter – og samarbejdet respekterer det enkelte sogns suverænitet i alle lokale spørgsmål.
På samme måde har hvert enkelt sogn ret til at fremføre sognets synspunkter overfor myndigheder mv.

§ 6. Årsmøde afholdes hvert år i 1.kvartal. Årsmødet indkaldes med mindst 14 dages varsel i 4750 Avisen med angivelse af dagsorden.
Dagsordenen skal som minimum indeholde:
1. Beretning
2. Regnskab
3. Valg til sekretariatet
4. Valg af revisorer/revisorsuppleant
5. Indkomne forslag
6. Eventuelt

§ 7. Ekstraordinært årsmøde skal indkaldes såfremt sekretariatet eller mindst seks repræsentanter fremsætter ønske herom. Ekstraordinært årsmøde indkaldes med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden.

§ 8. Syv Sogne Samarbejdet vælger umiddelbart efter årsmødet et sekretariat bestående af tre af de 14 repræsentanter fra sognene.
I lige år vælges 2 personer for 2 år og i ulige år vælges 1 person for 2 år. I 2005 vælges 3 personer for 2 år – og i 2006 besluttes det hvilke to personer, der er på valg.
Sekretariatet konstituerer sig med sekretær og kasserer.
På årsmødet vælges 2 revisorer og 1 revisorsuppleant hvert år.

§ 9. Hvert sogn har på årsmødet 2 stemmer. Der kan kun afgives stemme ved personligt fremmøde.

§ 10. Syv Sogne Samarbejdet kan samarbejde med andre organisationer og foreninger både i og udenfor storkommunen.

§ 11. Der betales ikke kontingent til foreningen. Midlerne til drift af sekretariat og øvrige aktiviteter kan komme fra såvel offentlige som private sponsorer (fonde og lignende)

§ 12. Ophævelse af foreningen kan ske med 2/3 flertal på et årsmøde (ordinært eller ekstraordinært)
Eventuelle tilbageværende midler fordeles ligeligt blandt de syv sogne.

Vedtaget den 11. april 2005
Ændret på Syv Sognemødet mandag den 28. november 2005
 

 

7
sogne

Vedtægter for
Syv Sogne Samarbejdet